august 21, 2023
Hvordan får man lige et streetfoodprojekt op at stå? Vi har talt med folkene bag det populære streetfoodmarked i Kolding, hvor man nu har over 25.000 besøgende over en weekend i juli. Efter starten med blot fire vogne har det udviklet sig til en regulær årlig byfest.
Af Ebbe Fischer
I 2018 fik Morten Strøh idéen til at starte en streetfoodfestival over en weekend.
Og siden han allerede ejede fem restauranter i byen med sin partner Tom Forsberg, havde han et stort netværk på området.
Det var en naturlig fordel.
Fandt en byggegrund
Første år var relativt beskedent set ift. det store setup, man har i dag med 20 boder på Koldings marina.
”Vi startede i midtbyen på en byggegrund med fire madboder. Vi lejede stedet af en privat, mens vi i dag lejer grunden af havnen og har et samarbejde med kommunen,” fortæller Morten Strøh.
I 2018 viste det sig imidlertid hurtigt, at man havde ramt noget, som danskerne næsten ikke kan få nok af.
”Vi havde mange flere besøgende, end vi havde regnet med. Der var fuld knald på. Kolding har ikke et fast streetfood setup, så det er blevet en slags byfest med fokus på mad og hygge,” siger Morten Strøh.
Fik lokale restauranter med
En hjørnesten i streetfoodmarkedets succes er, at man har fået de lokale restauranter i byen til at samarbejde og deltage.
”Vi inviterer alle de lokale restauratører, og en regel er, at alle boder skal komme med noget forskelligt. Dvs. der er f.eks. ikke to burgerbarer – kun én. Restauratørerne giver et mindre beløb hver til at dække strøm og renovation. Og så håber vi, at de laver en god lille forretning, mens de jo også brander deres restaurant,” forklarer Morten Strøh.
Hans egen forretning er baseret på salg af drikkevarer på pladsen.
”Man skal købe drikkevarer hos os. Vi tjener på barerne, og så tager vi også risikoen i tilfælde af dårligt vejr. Og det kan blive et ret stort tab, hvis ikke der kommer nogen, da vi ikke har nogen form for overdækning. Det er som en udendørs koncert, men den chance tager vi gerne.”
Særlige fokusområder ved succesfuld streetfood
Morten Strøh giver gerne et par råd til andre, der evt. ønsker at starte et streetfoodmarked.
”Gratis entré er vigtigt. På den måde kan folk bare kigge forbi. Men samtidig skal det være hegnet ind, så gæsterne ikke har egne drikkevarer og mad med. Men elforsyningen er simpelthen det vigtigste, det skal man bare have styr på. Et godt råd er at have en kæmpegeneratorer klar, hvis det bliver nødvendigt.”
Et andet vigtigt fokuspunkt er kontakten til relevante aktører.
”God kommunikation med f.eks kommunen og politiet er ret afgørende. Du skal jo søge om bevillinger, og der skal være styr på det med så mange mennesker. Vi har oplevet en stor velvilje, efter det var lidt trægt i starten, men man skal finde de folk i kommunen, der tror på projektet. Og vi har fået ret god kommunal respons, fordi det er tydeligt, at streetfoodmarkedet kan noget for byen,” forklarer Morten Strøh.
Related Articles
Flere tomme borde på trods af bookinger – livstilsekspert råber op og foreslår depositum
Problemet er vokset efter corona, og nu skal det stemples som rigtig dårlig stil ikke at møde op til et booket bord, mener en specialist i adfærd. Og så kan man jo overveje et depositum, men det skal kommunikeres forsigtigt, lyder det. Af redaktionen Mange i branchen...
”Jeg har aldrig oplevet så mange gode forretninger være til salg som nu”
Hvordan ser det ud på ejendomsmarkedet for restauranter, caféer og barer? Det ser godt ud, hvis man er køber, lyder det fra en specialiseret mægler. Og corona er en vigtig årsag. Af Ebbe Fischer Camilla R. Kornerup-Bang er erhvervsmægler og ejer af Kornerup-Bang...
HORESTA i hårdt angreb på bankerne – pantebreve er en mulighed
Viceadm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, kritiserer bankernes tilbageholdenhed med lån til hotel- og restauranterhvervet, trods stigende udlån til andre erhverv. Deli News har tidligere beskrevet, hvordan flere tyer til pantebreve. Af redaktionen / ef...