september 13, 2023
Danskerne er vilde med alkoholfri øl og vin, der vækster voldsomt. Det samme sker i mange andre vestlige lande, og Carlsberg vil nu satse endnu mere på segmentet.
Af redaktionen
”Tuborg Classic har lidt mere af det hele.”
Sådan blev Tuborg Classic – en klar konkurrent til den lyse pilsner – lanceret i 1993. Den har siden levet op til sit navn og udviklet sig til at blive en af danskernes absolutte klassikere.
Tuborg Classic er brygget på en mørkere malt end en almindelig pilsner og har derfor en lidt sødere og fyldigere smag.
I april kom Tuborg Classic 0,0 så i salg – 30 år efter den oprindelige lancering. Og siden lanceringen har den været den næstmest solgte alkoholfri øl i Danmark. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Carlsberg.
Større succes end ventet
Udviklingen glæder Nanna Leth, senior brand manager i Carlsberg Danmark.
”Vi er utroligt glade for, at danskerne har taget så godt imod vores nye alkoholfri øl henover sommeren. Vi lancerede Tuborg Classic 0,0 i anledning af Tuborg Classics 30 års jubilæum, og selvom vi godt vidste, at Classic er en populær øl, havde vi ikke forventet denne succes,” siger Nanna Leth ifølge pressemeddelelsen.
Hun tilføjer:
”Classic-kategorien er populær. Omtrent hver sjette solgte danske øl er en Tuborg Classic, så når vi introducerer en alkoholfri variant, er det noget, mange vil være nysgerrige på at smage. Når smagen minder om den velkendte Classic, er der flere forbrugere, der vælger den igen.”
Carlsberg vil udnytte klar tendens
Fra august 2022 til august 2023 er salget af alkoholfri øl steget med 16 procent i Danmark, ifølge Carlsberg.
Som en følge heraf er bryggeriets ambition at få flere alkoholfri ølmærker på hylderne.
”Vi kommer til at gøre endnu mere for at få vores alkoholfri varianter ud på butikshylderne og bardiskene. Tuborg Classic 0,0 har fået sin helt egen kampagne, og vi kommer generelt til at have endnu mere fokus på vores alkoholfri produkter i fremtiden,” siger Nanna Leth.
Ifølge Carlsberg Danmark er landets mest sælgende alkoholfri øl Carlsberg Nordic.
Related Articles
Kokkelandsholdet skal servere for danske atleter ved OL
Sommerens OL i Paris bliver med sublim dansk deltagelse på alle niveauer. Således vil de medaljehungrende sportsfolk blive forkælet af landets bedste kokke. Det initiativ skal afhjælpe et reelt problem. Af redaktionen Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund har...
De tog kokain og blev knaldet – men chefen kunne intet gøre
En urinprøve påviste en lidt for vild julefrokost, men det var i fritiden, lød dommen, og dermed kan en arbejdsgiver ikke gøre noget, så længe medarbejderne passer deres job. Med mindre man har en meget klart formuleret personalepolitik. Af redaktionen Som...
”Med eller uden alkohol, sir?”
En voldsom bølge er i gang – den alkoholfri trend, og ifølge Carlsberg har vi ikke set toppen af isbjerget endnu. I fremtiden bliver en øl med alkohol et aktivt tilvalg, når du bestiller øl på en bar. Sådan lyder det fra to specialister. Af Ebbe Fischer...