Leverandør: Disse fire ting optager restauranterne

oktober 30, 2023

Jeppe Villadsen foran sin butik på Stefansgsade, Nørrebro. Foto. Ebbe Fischer

Foto: Dansk Jergyu

Når man som producent af luksuskød skal ind på markedet, møder man særligt fire krav fra restauranterne. Sådan lyder det fra en nystartet aktør med store ambitioner.

 

Af Ebbe Fischer

 

Folkene bag ‘Dansk Jergyu’ ønsker at sælge deres kød direkte til restauranter og kantiner, og de møder både velvilje og strukturel modstand undervejs.

LÆS OGSÅ: Nystartet leverandør af oksekød satser på hybrid og vil springe grossisten over

 

Restauranternes fokus

Det fortæller medejer Henrik Fugl-Johansen, som forklarer, at Dansk Jergyu har nogle fordele.

”Vi har fire stærke sider, som interesserer restauranter og kantiner,” siger han og uddyber:

”For det første producerer vi kvalitet. Desuden er det billigere end Wagyu-kød, selvom det er omtrent samme kvalitet. Dernæst kan vores kunder nemt spore alt omkring kødet, og det kan lette deres ESG-regnskab. Endelig er det vigtigt for mange, at vi er i stand til at garantere høj leverancesikkerhed. Vi kommer trods alt med en vis volumen, og de kan være sikre på, at spisekortet holder.”

 

ESG-sikret kød

Dansk Jergyu opstod, da Thomas Poulsen fra Ågården begyndte at krydse Wagyu ind i sin Jersey-besætning, fordi han gerne ville give et godt liv til de kalve, der var til overs i mælkeproduktionen.

Det var i 2021.

Imidlertid manglede han græsarealer til alle sine kalve.

På nabogodset Oremandsgaard manglede de derimod kvæg til at afgræsse engene med sjældne orkideer. Desuden havde man overskud fra whisky- og æblebrandyproduktionen, og de to gårde begyndte at samarbejde i et naturvenligt fællesskab.

”Vores forretning er, at vi har taget det bedste fra to verdener. Dels bruger vi overskuds-kalve fra mælkeproduktion, og dels er vi med til at afgræsse arealer for at holde en høj biodiversitet,” siger Henrik Fugl-Johansen.

“Vi har krydset to små racer, hvilket giver kortere kødfibre og dermed helt grundlæggende mere mørt kød ift. de store racer. Og selvom det ikke er ren Wagyu, er kvaliteten tæt på,” tilføjer han.

 

FAKTA:

Dansk Jergyu er grundlagt i 2021 og har en produktion på knap 300 dyr totalt set.

Dyrene skal være to år, før de er klar til slagtning. Dvs. man slagter knap 150 om året, og det giver 25.000 kilo oksekød årligt.

Herunder 750 kg ribeye om året samt 500 kilo mørbrad + og omtrent det samme entrecot og mange kilo andre udskæringer.

 

 

Related Articles

”Vi laver mad på lokale råvarer i tæt samspil med leverandøren”

”Vi laver mad på lokale råvarer i tæt samspil med leverandøren”

Nymindegab Kro har en klar filosofi: Brug så vidt muligt lokale råvarer - i samarbejde med de lokale leverandører. Også selvom det er lidt dyrere, for det kommer hjem på den lange bane. Det handler om planlægning.   Af Ebbe Fischer   ”Konceptet er enkel mad lavet...