“Mange restauranter prioriterer økologi lavt, men de betaler velvilligt for smagen”

november 6, 2023

Jeppe Villadsen foran sin butik på Stefansgsade, Nørrebro. Foto. Ebbe Fischer

Foto: Micro Farm

En halvdårlig bøf kan ofte reddes af et supergodt økologisk krydderi. Sådan lyder det fra en leverandør fra et vigtigt, måske lidt overset hjørne af branchen.

 

Af Ebbe Fischer

 

Micro Farm har specialiseret sig i at dyrke mikrogrønt, som de kalder det. Med andre ord producerer virksomheden en lang række urter og krydderier til restaurantbranchen. Produkter, der er dyrket økologisk i Danmark.

 

Fokuserer på bundlinjen

Dog er det langt fra alle restauranter, der går op i økologi, oplyser Miroslav Tsutsumanov – stifter og medejer af Micro Farm sammen med Ankido Borissov.

”De fleste er meget fokuseret på bundlinjen, og de spørger ikke efter økologi, men vi leverer det alligevel. Dels fordi jeg selv er meget interesseret i det, men også fordi der er andre fordele ved at benytte økologiske varer. Og det handler om, at med økologien kommer en meget bedre smag,” siger Miroslav Tsutsumanov.

 

Mange forskellige kunder i branchen

Micro Farm leverer pt. krydderurter til omkring 70 kunder. Herunder restauranter, cafeer og kantiner, oplyser Miroslav Tsutsumanov.

”Det er primært middle og high-end restauranter, vi leverer til. Det er typisk nordisk, fransk og det internationale køkken, der bruger vores produkt. Derudover leverer vi også til smørrebrødsforretninger og sandwichbarer.”

 

Hvad er vigtigt for restauranterne, når det kommer til leverandøren?

”Økonomien og leveringssikkerhed er altid vigtig, men for de fleste er økonomien det absolut vigtigste. Vores produktion er økologisk, og man kan sige, at de vælger os indirekte pga. økologi, fordi økologien giver en bedre smag. Langt de fleste – over 70 procent – er ligeglade med økologi, til gengæld er de ikke ligeglade med, at det smager godt. Derfor vælger de os,” forklarer Miroslav Tsutsumanov.

 

Sådan holder Micro Farm priserne nede

Restauranterne søger selvfølgelig de bedste råvarer, men har ikke altid råd til det, påpeger Miroslav Tsutsumanov.

Dog har Micro Farm en måde, hvorpå man både kan levere god grøn kvalitet og holde priserne nede, ifølge leverandøren selv: ”Vores produktion er lokal, og vi kan derfor som udgangspunkt give en bedre pris sammenlignet med urter, der importeres fra Holland og andre lande. Vi mener, at gode råvarer ikke behøver koste en bondegård. Og der skal meget lidt til at løfte en ikke så god bøf til en god bøf,” siger han og tilføjer:

”Du kan altså opgradere en kedelig bøf med vores krydderurter. Samtidig skaber det god omtale for restauranten at bruge lokale og økologiske råvarer, der smager godt.”

 

 

Related Articles

”Vi laver mad på lokale råvarer i tæt samspil med leverandøren”

”Vi laver mad på lokale råvarer i tæt samspil med leverandøren”

Nymindegab Kro har en klar filosofi: Brug så vidt muligt lokale råvarer - i samarbejde med de lokale leverandører. Også selvom det er lidt dyrere, for det kommer hjem på den lange bane. Det handler om planlægning.   Af Ebbe Fischer   ”Konceptet er enkel mad lavet...