maj 1, 2024
Københavns Kommune sætter gang i initiativer, der skal udmunde i retursystemer til take-away emballage i hovedstaden. HORESTA er positive, men vil have et system på nationalt plan.
Af redaktionen
Hele 200 tons engangskaffekopper og plastbokse ender på gaden eller i skraldespanden i København hvert år. Derfor vil kommunen nu indføre et pantssytem, præcis som Aarhus har gjort det.
Det kan man læse på Københavns Kommunes LinkedIn-profil.
Artiklen fortsætter længere nede
Innovationspulje hjælper
Idéen er, at københavnerne skal have mulighed for at returnere deres brugte kaffekopper eller madbeholdere forskellige steder i byrummet, hvorefter emballagen bliver vasket og brugt igen og igen.
”Vi åbner derfor en ny innovationspulje, der har til formål at understøtte restauranter og virksomheder, som ønsker at overgå til genbrugeligt take-away emballage,” skriver pressetjenesten på kommunens LinkedIn-profil.
Forsøget vil vare i to år, og der er afsat cirka én million kroner i 2024 og det samme i 2025. Puljen kan søges af virksomheder i København i udvalgte områder, samt arrangører af større events, hvor Københavns Kommune er medarrangør.
Udover projektet med retursystemer til take-away emballage i byrummet, arbejder Københavns Kommune med at implementere løsninger for engangsemballage ved mega-events i byen, og man vil udfase engangsemballage på Københavns skoler.
HORESTA: Det skal være på nationalt plan
Viceadm. Jeppe Møller-Herskind i HORESTA har udtalt sig til P4 om emnet:
”Det er et interessant forslag, og det vil vi følge tæt. Vi har set en masse initiativer på pantløsninger, som vi følger med i, og som mange af vores medlemmer er med i. Det synes vi er interessant, fordi vi som branche ikke er interesseret i, at vores emballage ligger og flyder i gaderne,” sagde HORESTAs viceadm. Jeppe Møller-Herskind.
Jeppe Møller-Herskind lægger også vægt på, at hvis det skal være realistisk med et pantsystem, skal det indføres nationalt.
”Vi ser et system blive rullet ud i Aarhus, og det er derfor, vi synes, det er en rigtig god idé, at det bliver et nationalt system. Et pantsystem er ikke noget, man bare lige gør. Pant er realistisk, hvis der for det første følger penge med. Men det er også realistisk, hvis alle spiller sammen om et fælles system, som vi blandt andet har set med dansk retursystem (af flasker og dåser, red.).”
Branchen har allerede mange tiltag
HORESTA understreger desuden, at erhvervet allerede gør meget for at tilpasse sig den grønne omstilling.
”Branchen står overfor store grønne investeringer, især i forhold til producentansvar.
Hvis politikerne vælger at skrue på afgifterne igen – uden at virksomhederne har et alternativ, så vil afgifterne ramme direkte på forbrugernes pengepung. Vi er ikke interesseret i, at kaffen eller pizzaen skal blive voldsomt meget dyrere, end den er i dag,” siger Jeppe Møller-Herskind til P4 København.
Related Articles
Aarhus har behov for national opbakning til rost grønt projekt, ellers dør det
Genbrugskopper er kommet for at blive. Eller er de? Aarhus Kommune er gået forrest, men når pilotprojektet løber ud, risikerer det at stoppe helt, med mindre man får et nationalt system på plads. Af Ebbe Fischer “Vi har behov for en national plan.” Så klar er...
Fire måneder med genbrugskopper i gadebilledet – Aarhus Kommune gør status
Deli News har talt med en specialist om kommunens erfaring med genbrugskopper, som en række andre byer også overvejer at indføre. Ikke mindst i udlandet, som kimer kommunen ned. Af Ebbe Fischer Simon S. Rossau er projektleder med fokus på cirkulære emballagesystemer i...
225.000 kopper er nu indleveret, men det er kun toppen af isbjerget
På fire måneder er næsten en kvart mio. engangskopper pantet, melder Aarhus Kommune. Man får en femmer tilbage pr. kop. Af Ebbe Fischer Returprocenten på det nye genbrugssystem er på 82. Det fortæller Simon S. Rossau, projektleder med fokus på cirkulære...