maj 16, 2024
Hvordan får man hygge, stil og omsætning til at spille optimalt sammen på et serveringssted? Det har Deli News spurgt en ekspert om. En vigtig pointe er, at møbler på mål hjælper forretningen.
Af Ebbe Fischer
Det handler om at sætte den helt rette scene for gæsterne. At få dem til at føle sig hjemme, så de bliver hængende – og kommer igen.
Her er tre ting i udgangspunktet vigtige, når specialisten Lobo Contract rådgiver kunder om deres møbelvalg til en restaurant. Det fortæller Hellen Ulstrup – direktør og indretningskonsulent hos Lobo Contract.
”Vi kan sørge for, at en restaurant, café eller hotel kan få en indretning, der skaber stemning og hygge. For det første ser vi på: Hvilket publikum har man? For det andet: Hvilken menu, serverer man? Og så selvfølgelig: Hvad er budgettet,” siger hun.
Flere ser værdien
Mens alle er enige om, at hyggen er vigtig, kan det være lidt svært at dokumentere, hvad det betyder i kroner og øre.
”Men mange har forstået det med betydningen af indretningen, og vi kan se, at flere og flere får øjnene op for, hvor vigtigt det er. Vores kunder siger til os: ‘Vi vil gerne have, at folk får lyst til at komme igen og igen.’ De ved godt, at lige så snart kunderne kommer ind af døren, skal de have følelse af at føle sig velkommen,” siger Hellen Ulstrup.
”Men indretning er jo megasubjektivt; hvad nogen synes er superhyggeligt, synes andre er kedeligt. Her skal der laves en behovsafstemning. Hvor er kunden henne? Det er ekstremt individuelt,” tilføjer hun.
Kan indretningen løfte omsætningen?
”Ja, i høj grad. Specifikt har vi et godt eksempel fra en café i Jylland, hvor vi lavede om på indretningen, og omsætningen steg med 11 procent. Mange steder kan det blive meget bedre, og vi spænder meget bredt i vores sortiment.”
Møbler på mål hjælper
Når man har begrænset plads, er det vigtigt at udnytte pladsen bedst muligt, og en stor del af Lobo Contracts forretning er derfor bænke lavet på mål.
”Her skal man også tænke på størrelsen på borde. Hvis to sætter sig ved et firepersoners bord og blokerer det hele, så mister du omsætning. Det er ofte smart med lidt mindre borde. Hvis kunden har en væg, der er 3,14 meter, så laver vi en bænk på 3,14 meter,” forklarer Hellen Ulstrup.
Skal holde til hårdt brug
Dernæst er en vigtig pointe, at indretningen skal kunne holde til meget hårdt brug, når typisk flere tusinde mennesker skal bruge den samme stol over et år.
”Vi ser efter en speciel slags producenter, for der er stor forskel på ’domestic’ til hr. og fru Hansen og så kontraktmøbler til professionelle. Møblerne skal virkelig kunne holde,” siger Hellen Ulstrup og uddyber processen, når Lobo Contract går i gang:
”Når en restaurant, cafe eller hotel ønsker hjælp til køb af møbler og indretning, foregår første møde som oftest ved, at vores konsulent kører ud til kunden og afdækker behovet. Hvis der er behov for det, kan vi efterfølgende sætte en indretningskonsulent på opgaven. Herefter bliver der lavet 3D-tegninger, produktoplæg og tilbud på det konkrete forslag.”
Ind i maskinrummet
Hellen Ulstrup fremhæver et eksempel fra en bed and breakfast, som Lobo Contract hjalp med at indrette:
“Stedet har relation til en nærliggende kro, men det skulle ikke ligne kroen, for det her var tre unge mænd, der stod bag. De holder fester, kurser og konferencer i alle mulige retninger, så det skulle matche dét koncept,” siger hun og uddyber:
”Vi så bl.a. på, hvad farverne skulle være på møblerne, og hvilken type borde det skulle være. De havde værelser og tre rum, der skulle indrettes plus et selskabslokale. Hvordan får vi så de rum til at spille sammen? Hvad skal der ske i hvert rum? Der er en masse detaljer i at få et rum til at spille optimalt, og når kunderne kommer ind, skal de have forskellige oplevelser i hvert rum. Vi indrettede hvert rum med forskellige møbler og forskellige farver og udtryk,” forklarer Hellen Ulstrup.
Hun påpeger, at andre af Lobo Contracts kunder vil have, at rummene skal ligne hinanden meget mere.
”Det kan et f.eks. være et kædehotel. Men det her lille sted – det måtte ikke være for ens.”
Related Articles
Scandic-direktør: Sådan åbner vi os ud mod byerne
Et hotel er ikke længere bare et hotel - mange ønsker i langt højere grad at være en del af byen. Det kan nemlig ses på bundlinjen. Deli News har talt med en ansvarlig om kædens tilgang. Af Ebbe Fischer F&B direktør i Scandic, Karsten Felvang Nielsen, fortæller...
Scandic outsourcer restauranter og caféer
Espresso House og Capa er blandt de nye partnere, og fremover vil vi se flere hoteller outsource sine caféer og restauranter, lyder det fra en ekspert. Af Ebbe Fischer Scandic driver stadig de fleste restauranter og caféer selv, men en række er nu outsourcet til nøje...
”Talentunderskuddet er stort i Danmark og Europa”
Danmark rummer mange dygtige kokke, men alligevel slet ikke nok til fremtiden. Ny dansk madskole, der har fået knap 4 mio. kr. af Tuborgfondet, skal nu imødekomme mangel på arbejdskraft og booste talent. Deli News har talt med chefen bag om koncept og visioner. ...