august 26, 2024

Sådan ser Lagkagehuset ud i New York og London. Her hedder kæden 'Ole & Steen'. Foto: Lagkagehuset
Årsregnskabet for 2023 viser, at Lagkagehuset fortsætter med at vokse på toplinjen. Selskabets driftsresultat er i plus og forbedres markant efter udvidelser i London og New York, mens udbringning af bagerprodukter bare boomer. Men samlet har man et underskud på 182 mio. kr. Det skyldes, ifølge direktøren, at en aggressiv vækststrategi koster.
Af redaktionen
Lagkagehuset kan fremvise et årsregnskab, hvor omsætningen er steget med 137 mio. kr. og rammer hele 1,46 mia. kr. Det er en vækst på 10 pct. fra 2022.
Driftsresultat (EBITDA) lander på 129 mio. kr., hvilket er en forbedring på 33 pct. sammenlignet med 2022. På bundlinjen har man dog underskud på 182 mio. kr. pga. store investeringer i ekspansion (se fakta nederst). Det fremgår af en pressemeddelelse.
Aktiv i tre lande
Adm. direktør, Joachim B. Knudsen, udtaler om regnskabet:
”Vi er glade for, at vi har formået at vokse på toplinjen i en tid med inflation og lav forbrugertillid. Det vidner om, at vi har fået flere gæster i butikkerne, og at de køber mere bagværk, kage eller kaffe. Det ser vi som et tegn på glade gæster, der er vilde med vores produkter.”
Siden starten i 1991 er Lagkagehuset vokset stærkt og beskæftiger i dag mere end 3.500 medarbejdere.
I dag har kæden 108 butikker i Danmark, mens der er hhv. 26 og fem ’Ole & Steen-butikker’ i London og New York.
Artiklen fortsætter længere nede
Ny strategi
I starten af 2023 fortsatte Lagkagehuset ekspansionen og åbnede fire nye bagerbutikker samt et topmoderne centralbageri i London. Derudover har Lagkagehuset fået to nye bagerbutikker i New York på centrale og attraktive lokationer. I slutningen af 2023 skiftede selskabet strategi til fremover at fokusere mere på operationelle forbedringer og organisk vækst.
”Regnskabet illustrerer med al tydelighed, at vi de sidste mange år har prioriteret strukturel vækst, og det koster penge at ekspandere og åbne bagerbutikker på attraktive lokationer i nogle af de dyreste byer i verden. Det går bestemt den rette vej, men vi er ikke tilfredse med sidste års resultat. Siden udgangen af 2023 har vi derfor fokuseret på at drive organisk vækst i vores butikker samt forbedre profitabiliteten gennem fortsat fokus på omkostninger,” fortæller Joachim B. Knudsen.
Digitalt salg boomer
Selskabet har aftaler med Wolt og Just Eat om udbringning af produkter, og det digitale salg er steget med mere end 40 pct. i 2023, ifølge pressemeddelelsen.
”Danskernes indkøbsvaner har rykket sig de senere år. Flere og flere ønsker at få leveret vores produkter derhjemme eller på kontoret. Alene i 2023 har vi set næsten en tredobling i levering til de danske husstande og arbejdspladser. Det er en udvikling, som vi forventer os meget af i 2024, hvor især mange virksomheder ønsker at få leveret ’fredagsmorgenmaden’ eller eftermiddagssnacks til deres ansatte,” siger Joachim B. Knudsen.
FAKTA:
- Lagkagehuset havde ved udgangen af regnskabsåret 140 butikker fordelt på tre nøglemarkeder: 109 i Danmark, 26 i London og fem i New York.
- Omsætningen steg med 137 mio. DKK fra 1.322.992 DKK til 1.460.236 DKK – en stigning på ca. 10 pct fra 2022.
- EBITDA (driftsresultatet) steg med 32 mio. DKK fra 97 mio. DKK i 2022 til 129 mio. DKK i 2023.
- Nettoresultatet forbedres med 34 mio. DKK og lander på -182 mio. DKK i 2023 mod -216 mio. DKK i 2022.
Kilde: Lagkagehuset
Related Articles
Voldsom prisstigning på kaffebønner får handel til at styrtdykke
Priserne på kaffebønner er så høje, at kaffehandlere og risterier kun køber det nødvendige. De har ikke råd til større mængder og håber på et prisfald på arabicakaffe sidst på året, lyder det i branchen. Af Ebbe Fischer Prisen kan i fjerde kvartal falde med anslået 30...
Nærum Kaffebars digitale opskrift – Lokal storytelling, der skaber 100.000 visninger om måneden
Nærum Kaffebar er ikke bare et sted, hvor man får en god kop kaffe og hjemmebagt kage - det er et mødested, hvor fællesskaber dyrkes. Gennem en stærk digital tilstedeværelse har kaffebaren formået at blive en central del af lokalsamfundet. Bag succesen står Salem...
Danmarks bedste bageri ligger i Hinnerup – café er en vigtig del af konceptet
I en konkurrence, hvor lokale kunder kan stemme på deres favorit i egen by, er Bagergården nu kåret til Danmarks bedste for tredje år i træk. Af redaktionen/ef Bagergården i Hinnerup har omkring 50 ansatte og laver brød og kager samt frokostanretninger, der...