august 29, 2024

Arkivfoto
Restaurant Nordic i Ringkøbing har succes med små anretninger, som ingen gæster kender på forhånd, fortæller ejer Frederik Havn. Han er ligeglad med fine branchepriser, for hos ham handler det om hygge og god mad – og så må gæsten aldrig synes, det er for fint.
Af Ebbe Fischer
Frederik Havn er køkkenchef, direktør og medejer af Restaurant Nordic i Ringkøbing, der ligger i et gammelt hus med stor sjæl på Vester Strandgade 1.
”Konceptet er ‘sharefood’,” fastslår han og uddyber det populære koncept:
”I stedet for, at hver gæst får en tallerken, skal man dele – det er jo en tendens i branchen, og det er en anden måde at spise på en restaurant, når man skal sende maden rundt.”
Det tager folk godt imod, ifølge ejeren.
”Den måde at spise på gør, at man er lidt mere social, og det spirer nogle flere samtaler,” siger Frederik Havn.
Ukendte serveringer
På Restaurant Nordic er serveringerne ukendte i den forstand, at folk ikke ved, hvad de får. Det finder de ud af, når de møder op på restauranten.
”Vi laver aldrig det samme. Du kan vælge 4, 6, 8 eller 10 serveringer, mens mængden af mad er den samme. Det er kun et spørgsmål om, hvor stor en oplevelse, man ønsker. Hvis det er ti serveringer, går mængden af mad bare lidt ned,” forklarer Frederik Havn.
Typisk får gæsterne imidlertid tre små retter til at starte med – og en enkelt sød ret til dessert.
”Når de tre retter kommer ind, skal man sende fadet rundt, og så har man en tallerken hver, man kan lægge maden over på. Det er meget synligt, hvad man skal tage – hvis der er fire ved et bord, er der fire ting på fadet.”
Vil du karakterisere jeres restaurant som fine dining?
”Nej. Vi går ikke efter priser, men vi vil da gerne lave noget interessant og eksperimenterende i en hyggelig atmosfære. Vi arbejder med høj kvalitet til lave priser, for det behøver ikke koste så meget at gå ud og spise noget spændende.”
Hvordan vil du karakterisere jeres koncept?
“Vi har meget svært ved at sætte prædikat på, hvad vi præcist er. Men det værste er i hvert fald, hvis folk bliver bange for at gå ud, fordi det er for fint,” siger Frederik Havn og tilføjer:
“Det er ikke fint, det er bare hyggeligt. Og så kan du gå hjem halvfuld og stopmæt. Vi skal ikke i alle mulige guides, vi ønsker bare at være en god og hyggelig restaurant.”
Kan det være en udfordring, at Ringkøbing ikke er blandt landets største byer?
“Egentlig ikke. Vi har mange gæster og et solidt overskud. Vi har da højsæson om sommeren, men om vinteren har vi heldigvis en lokalbefolkning, som er glad for at bruge os til fødselsdage og fester. Vi er vel godt ti restauranter i Ringkøbing, inklusiv sushisteder og et gammelt hæderkronet hotel med mere traditionel mad. Jeg synes egentlig ikke, at vi konkurrerer direkte, der er plads til os alle.”
Related Articles
Her er Jensens Bøfhus’ nye strategi
Jensens Bøfhus har et klart mål: At genopfinde sig selv som Danmarks foretrukne familierestaurant. Og det skal være med fokus på hygge og samspil med gæsterne. Af Ebbe Fischer Jensens Bøfhus er midt i en omstilling med fokus på at imødekomme danskernes...
Mere udeservering på vej i København
Københavns Kommune vil udpege fem gader i det centrale København, hvor der skal være mere udeservering. Af redaktionen For at gøre plads til udeserveringen vil man nedlægge 600 parkeringspladser i centrale områder af byen. Det skriver Horesta. Forsøget er sat i værk...
Voldsom prisstigning på kaffebønner får handel til at styrtdykke
Priserne på kaffebønner er så høje, at kaffehandlere og risterier kun køber det nødvendige. De har ikke råd til større mængder og håber på et prisfald på arabicakaffe sidst på året, lyder det i branchen. Af Ebbe Fischer Prisen kan i fjerde kvartal falde med anslået 30...