september 18, 2024
Bodenhoff Bageri har haft stor vækst og består nu af 11 filialer i Storkøbenhavn. Christian Bodenhoff ejer kæden, og Deli News har sat ham stævne til en snak om bagerbranchen. Hans fokus er på traditionel kvalitet, mens han lader ’Michelin-bagerne’ have deres segment for sig selv.
Af Ebbe Fischer
”Virksomheden er grundlagt i 1963 af min far sammen med min mor på Gl. Køgelandevej 11. Den lokation har vi ikke længere, men vi har 11 andre.”
Sådan beskriver Christian Bodenhoff helt kort sin forretning.
I har haft markant vækst. Hvad gør I rigtigt?
”Vi forsøger bl.a. at holde det familierelateret, så der er noget ånd og sjæl i forretningen. Og så har vi et sortiment, der matcher det, som kunderne vil have. Det er meget de traditionelle produkter til en fair pris, men vi har også nye produkter.”
Undgår gourmetvejen
Mens folk som Emil Glaser, tidligere kok på Noma, har sat helt nye standarder for bageri med sit Juno The Bakery, går Bodenhoff Bageri en lidt anden vej.
”Vi undgår at gå gourmetbagervejen. Vi følger med tiden, men vi skal ikke glemme os selv,” siger Christian Bodenhoff og uddyber:
“Jeg tror, det er et spørgsmål om, at vores forbrugere er en anden type forbruger, mens gourmet-produkterne henvender sig til de, der måske også går på Michelin-restauranter. Vores kunder er mere traditionelle, men vi har også veganske og glutenfri lagkager og kagemænd.”
Artiklen fortsætter længere nede
Hvem er jeres leverandører?
”Vi benytter hovedsageligt CBP som leverandør. De leverer 80 procent af vores varer. Det er en leverandør, som leverer alt, og de har styr på data, hvilket giver sikkerhed for de varer, vi bruger. Pålideligheden af deres systemer er et vigtigt parameter for os.”
Giver I overskud?
”Det løber rundt, og jeg overlever, men det er jo dyrt at vækste. Vi har været igennem nogle år med store investeringer. Hvert andet år har vi åbnet en ny butik, og det koster 2-3 mio. kr. pr. butik.”
Hvor store skal I være?
”Jeg er tilfreds med, hvor vi er nu. Så hvis vi åbner en ny butik, er det noget, der dukker op – det er ikke noget vi går efter. Vi har ikke et mål om at blive større, men hvis noget dukker op, så ser vi på det.”
Rekruttering er en udfordring
Det kan være svært for mange at rekruttere personale i disse år, oplever I også det?
”Ja, der er udfordringer. Vores produktionspersonale er på plads, men butikspersonalet er en kæmpe udfordring. Vi har prøvet at tiltrække nogle ledere, som er dygtige til at passe på og holde på vores folk. Det koster jo, når du mister folk, og vi har derfor ansat en kædechef fra Netto, som er vant til at arbejde med personaleudvikling.
Lige i aften har vi faktisk 18 personer til intromøde. Det er de nyeste, som bliver inviteret ind på vores hovedkontor på Finsensvej som et led i at tage godt imod dem,” forklarer Christian Bodenhoff.
Related Articles
Verdens bedste kok er dansk
Rasmus Munk fra Alchemist blev kåret til verdens bedste kok, og Eric Vildgaard fra Jordnær kom på en tredjeplads ved ’The Best Chef Awards’ i Dubai. Af redaktionen / ef ”Det havde jeg aldrig forestillet mig i mine vildeste drømme. Jeg er dybt rørt over, at så mange...
Københavnsk restaurantkæde åbner i fem DSC-shoppingcentre
Det københavnske madkoncept Poke & Sons udvider porteføljen af restauranter, og de har nøje udvalgt fem shoppingcentre som ramme for de nye åbninger. Shoppingcentre giver lokal forankring og adgang til et købestærkt publikum, lyder det. Af redaktionen...
”Talentunderskuddet er stort i Danmark og Europa”
Danmark rummer mange dygtige kokke, men alligevel slet ikke nok til fremtiden. Ny dansk madskole, der har fået knap 4 mio. kr. af Tuborgfondet, skal nu imødekomme mangel på arbejdskraft og booste talent. Deli News har talt med chefen bag om koncept og visioner. ...