november 14, 2024

Karsten Felvang Nielsen er F&B direktør i Scandic. Pressefoto
Et hotel er ikke længere bare et hotel – mange ønsker i langt højere grad at være en del af byen. Det kan nemlig ses på bundlinjen. Deli News har talt med en ansvarlig om kædens tilgang.
Af Ebbe Fischer
F&B direktør i Scandic, Karsten Felvang Nielsen, fortæller her om trenden og kædens strategi på feltet.
I vil gerne have flere gæster udefra ind på jeres hotelrestauranter og barer?
”Ja. I Norge og Sverige er det meget mere normalt at gå ind på et hotel, selvom man ikke bor der. Danskerne er ikke vant til det, men det vil vi gerne være med til at ændre. Vi bruger meget energi på at invitere folk indenfor, for det giver mere liv, gladere gæster – og i sidste ende flere hotelovernatninger.”
Hvorfor tror I, at særligt danskerne ikke kommer ind, hvis de ikke bor på hotellet?
”Det er et godt spørgsmål, og det er noget, vi forsøger at ændre på med markedsføring. I høj grad lokal markedsføring – dér, hvor hotellet er placeret.”
Hvordan tiltrækker man mere præcist de lokale til hotellerne?
”I f.eks. Scandic Kødbyen er der torsdag og fredag DJ´s, som spiller. På Scandic Strandpark tilbyder vi søndagsbrunch og andre arrangementer. Vi vil gerne være ’you local friend in town’. For nylig havde vi 5.000 mennesker til Cykling 4 Cancer på Scandic Falkoner. Det er en fantastisk måde at vise hotellerne frem på – og det skaber bare liv og dynamik. Derudover kan vi appellere til gæsternes nysgerrighed og generelt arbejde med at skabe et godt flow.”
Hvad kan man rent arkitektonisk gøre?
”På Scandic Falkoner, Scandic Kødbyen og i vores kommende projekt i Aarhus har vi flyttet receptionen bagud. Nu står den ikke i vejen for restauranter og barer, hvilket den gør lidt i de ældre hoteller. Det er lidt en bekostelig affære at ændre, men vi gør det – både i forbindelse med renoveringer og nybyggerier. Vi arbejder også arkitektonisk med store glasfacader for at skabe åbenhed, mere lys og et indbydende miljø.”
Hvilken stil går I ellers efter? Er det noget, hvert hotel selv kan bestemme?
”Når vi bygger nyt, er det baseret på strategien udstukket af Scandic. Men hver hoteldirektør har også en vis frihed til at sætte sit præg på interiøret, så længe det matcher hotellets identitet. Vi skaber ikke bare hoteller – vi skaber destinationer. Gæsterne skal have lyst til at komme igen, og her er det vigtigt, at hvert hotel har en identitet. Man skal ikke kun have været ’på Scandic’, men eksempelvis ’på Scandic Kødbyen’. Det er vigtigt, for det husker folk.”
Hvordan er ejerskabsstrukturen for jeres hoteller. Udliciterer I noget af driften?
”Kun få af vores 280 Scandic-hoteller ejes direkte af os. Ift. driften er service som rengøring, reception mv. altid drevet af vores eget personale – det lægger vi stor værdi i. Vi er en hotelkæde, og det er driften, der er vores primære buisnes. Derfor er service en vigtig del af vores hjerteblod,” siger Karsten Felvang Nielsen.
Læs mere om Scandics strategi:
Related Articles
Bouillon-bagmand åbner pizzeria med fokus på kvalitet, pris og hastighed
Torben Klitbo har åbnet pizzeriaet Mio på Frederiksberg. Ligesom Bouillon skal Mio være kendt for en rigtig restaurantoplevelse til lave priser. Deli News har talt med entreprenøren om hans visioner, leverandører - og konkrete tilgang til en god forretning. Af Ebbe...
”Hypen om økologisk og bæredygtig mad er bare større end den reelle efterspørgsel”
Det er vigtigt at tilbyde klimavenlig mad – men slet ikke i de mængder, mange indkøbere tror. Sådan lyder det fra Haci Bayram, som driver 23 caféer og restauranter og nu har skiftet fokus. Især er folk blevet trætte af forarbejdede former for falsk kød. Af Ebbe...
Pincho Nation-boss: Gæsten skal træde ind i en anden verden
Deli News har talt med Flemming Christoffersen, CEO i Pincho Nation Denmark, om den hastigt ekspanderende kædes forretningsmodel og fokusområder. En obligatorisk app indsamler værdifuld data, og indretningen skal skabe et helt andet univers. Af Ebbe Fischer Konceptet...