december 4, 2024

Kasper Hülsen er CCO i den danske kaffeproducent Slow. Foto: Slow
Ifølge World Economic Forum kan vi løbe tør for kaffe i 2045, fordi klimaforandringerne ødelægger høsten. Den frygt har sneget sig ind i priserne allerede nu – efter en fejlslagen høst i Brasilien, og derfor handles kaffe i dag til rekordniveauer. Men det kan sagtens være en boble, ifølge en ekspert.
Af Ebbe Fischer
“Prisstigningerne handler ikke om kaffebørser, men først og fremmest om, at kaffehøsten i Brasilien er slået fejl som konsekvens af klimaforandringerne.”
Sådan lyder det fra Kasper Hülsen – CCO i den danske kaffeproducent ’Slow’, en virksomhed med fokus på bæredygtig kaffedyrkning.
”Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og når høsten slår fejl, ryster folk på hånden, og så ser vi priserne stige,” siger han.
Artiklen fortsætter længere nede
Kaffe handles som aktier
Kaffe er en af de mest handlede varer i verden, og prisen reagerer meget på udsving på forskellige parametre, hvoraf høsten jo er en af de vigtigste.
”Kaffe er en commodity, men den bliver handlet lidt som aktier i den forstand, at du også kan se aktierne stige mere, end de burde gøre – baseret på forventninger til fremtiden,” forklarer Kasper Hülsen og tilføjer:
”Dvs. når høsten slår fejl, bliver traderne skræmte og tænker ’hvad gør vi nu’ – og så begynder man typisk at købe ind. Det betyder en kraftig stigning i priserne, som pt. måske også er højere, end markedet kan bære. Jeg er ikke selv trader og vil ikke ind på, hvor markedet skal hen, men der kan sagtens opstå et trading-hysteri, som kører prisen for langt op.”
Kommer af en reel problemstilling
Kasper Hülsen understreger, at det nuværende udsving i prisen imidlertid kommer af en begrundet frygt for, at udbuddet falder markant.
”Den største og mest grundlæggende faktor er konsekvenser af klimaforandringer,” fastslår han og uddyber:
”De fører jo bl.a. til tørke, store mængder regn og jordskred, farmbrande osv. Det betyder, at klimaforandringerne – og den manglende modstandsdygtighed – absolut kan føre til lavere udbud. Det er faktisk det klart mest sandsynlige over tid. Kaffe gror i højderne, og på en bjergside er økosystemerne mere udsatte.”
Behov for at omlægge produktionen
Den aktuelle udvikling er ifølge Kasper Hülsen et eksempel på, at der er behov for at omlægge kaffeproduktion til mere klimavenlige løsninger.
”Vi bliver nødt til at genopfinde måden hvorpå vi dyrker kaffe – ellers har vi ikke kaffe i 2045,” siger han og henviser til en analyse fra World Economic Forum.
”Spørgsmålet er, om vi har et udbud om 20 år,” siger Kasper Hülsen.
Related Articles
Danske Slow skalerer – køber African Coffee Roasters
Ved at bringe African Coffee Roasters ind i Slow skalerer man en særlig kaffemodel. Af Ebbe Fischer African Coffee Roasters har opbygget en unik forsyningskæde, der sikrer, at mere værdi forbliver dér, hvor kaffen dyrkes, hvilket støtter landmænd og lokale økonomier....
Her er Jensens Bøfhus’ nye strategi
Jensens Bøfhus har et klart mål: At genopfinde sig selv som Danmarks foretrukne familierestaurant. Og det skal være med fokus på hygge og samspil med gæsterne. Af Ebbe Fischer Jensens Bøfhus er midt i en omstilling med fokus på at imødekomme danskernes...
Mere udeservering på vej i København
Københavns Kommune vil udpege fem gader i det centrale København, hvor der skal være mere udeservering. Af redaktionen For at gøre plads til udeserveringen vil man nedlægge 600 parkeringspladser i centrale områder af byen. Det skriver Horesta. Forsøget er sat i værk...