Jeg er ikke længere blandt jer. Jeg er et fragment af stjernestøv i multiverset. Min bevidsthed er opløst i det kvantefelt, som universet ånder i. Mine tanker rejser fra det interstallare mellemrum gennem wormholes og tidslommer. Hvis du vil have fat i mig, skal du sende en partikelhilsen via kosmisk bølge 18-Z og vedlægge mindst én universel poetisk undskyldning til Moder Natur. Tak. Alle henvendelser behandles af mit klonede AI-ego, når tiden ophører og singulariteten udfolder sig. Eller måske før. Universet bestemmer. Det er nu vokset så stort, at også lyset har opgivet at rejse. Her, i en æra hvor selv tiden er blevet en variabel, fejrer vi julen med lige dele nostalgi og fremtidsmirakler. Vi fejrer den i multi-dimensionelle domæner, hvor snefnug skabes af komprimeret metan. Kulde og kemi i skøn forening. Det nye sort. Julegaver sendes via telepatisk energioverførsel og beskeder svæver i kvantetelepati: ‘Her, kære ven, en tanke om uendelig glæde. Pas på den. Den kostede 3,8 lysår i procesgebyrer. Husk at opdatere din sjæl til version 205.3.

Min digitale mening på Mars

På Mars, hvor jeg begyndte mit interstellare eventyr, fungerer planeten nu som basen for Den Intergalaktiske Klimafront. Men det er i dens domstol, dramaet udspiller sig: En jury af AI-kloner og multiverselle væsener fremmaner hologrammer af jordiske ledere til at stå skoleret. Vidnerne, ofte asteroider, der bærer spor af mikroskopisk plast, fortæller deres tragiske historie – deres baner ødelagt af en planet, der nægtede at tage ansvar. Det er den sidste retssag for Anthropocænens syndere.

Galakse af julemirakler og sorte huller
Vi er ikke længere mennesker i traditionel forstand. Vi har transcenderet kødet og genopfundet os selv som digitale væsener, der svæver mellem stjernerne. Alligevel er vi mærkeligt nok stadig nostalgiske omkring højtider som jul. På Mars fejrer vi den med galaktiske lysfestivaler, hvor vi oplader solen med kærlighed. Bogstaveligt talt. Hvert år donerer alle beboere en mikroskopisk del af deres energi til Solens Kernefond. En kollektiv hyldest til den stjerne, der stadig holder os i live. Vi er vokset ud af de gamle ritualer med småkager, kravlenisser og kirkeklang. Men i stedet synger vi sange i frekvenser, som kun exoplanetiske væsener kan høre. Og vi pynter ikke juletræer, men hele galakser, der tændes til det store årlige solstormfyrværkeri. Juletræerne stråler med neutronstøv fra døende stjerner. Her er klimaet ikke blot noget, vi værner om. Det er en religiøs praksis. Vi bygger snemænd af genbrugt titanium og opvarmede solpaneler, der fanger lys fra fjernere sole. Gaver gives naturligvis ikke i papir og bånd, men som hologrammer. Flygtige lysende pixels fyldt med løfter om bæredygtig lykke. Det er futurisme med et drys af melankoli. En påmindelse om, at vi aldrig helt har sluppet fortidens ritualer. Selv når vi har forladt den verden, hvor de blev skabt. Og hvad med Jorden
Den er blevet et museum. Eller snarere en gravplads. Kun cyborg-guidede ture tør lande på dens brændte overflade for at vise fremtidens børn, hvordan en overophedet planet tager sig ud. ’Se her’, siger guiden med en stemme skabt af perfekt syntetisk empati: ’Der var engang noget, der hed regnskov. Dette er dens sidste stubbe, bevaret under en tynd kappe af mikroskopisk plastik, som aldrig forgår. Smukt, ikke?’
De griner, måske fordi de ikke forstår tabet. Eller måske fordi de gør.
Børnene tager hologram-selfies foran stubbene. Der er et øjebliks stilhed, inden forældrene trykker på de digitale ansigtsmuskler programmeret til passende alvor: Ja, det var vist noget med klimaet dengang.

Marketing i frit fald
Til dem, der blev på Jorden: Hvordan går det egentlig med marketing? Den branche, der aldrig helt lærte, at det kræver reelle ressourcer at skabe ægte forandring. Her er den også uddød. Officielt forbudt som intergalaktisk støjforurening i 2043. Innovation blev til stagnation. Klimamål blev til buzzwords, der eksploderede i en ordsky under en Galaktisk Konference på Jupiter. Og lederne? De kom og gik hurtigere, end strategier kunne nå at slå rod.

Tiltagene blev mere desperate. Først forsøgte de at sælge følelser i kapsler. Dernæst visioner på USB-sticks. Og til sidst mening – eller ’purpos’ – som en abonnementsservice. Bæredygtighed. Naturligvis, sagde de, mens CO₂-røgskyer steg mod himlen og grønne budgetter skrumpede til ingenting. Og til sidst holdt alle op med at købe noget. De gad ikke længere spille spillet. De gad ikke forbrug.

Her, langt fra Jorden, erstattede vi den gamle verden af midlertidige løsninger med en galaktisk langsigtet strategi. Vi tænker ikke i kvartalsrapporter, men i millioner af år. Vi forstår, at kærlighed til en planet ikke kan budgetteres. Den kræver handling. Og handling kræver investering. Så vi gik i gang med det, der virkelig betød noget: Vi reparerede stjerner, genoplivede økosystemer på døde planeter og opfandt de mest effektive cyborg-bier.

Her betales fremtiden kontant

Vores motto er simpelt: Betal fremtiden nu, så den kan betale os senere. Og vi mener det. Her findes intet ad hoc, ingen kortsigtede planer eller ups’er. Vi bygger broer mellem tid og rum, så generationer, der endnu ikke er født endnu, kan finde vej hjem. Ingen taler om vækst på bekostning af naturen. Det ville være fornærmelse mod universet selv. Vi værner om vores røde jord som en moder, der beskytter sine sidste afkom. Vi har lært af jordens fejl, men dens skygge forfølger os stadig. CO₂-skyerne, plastaffaldet, rumforureningen, ja selv dens ubønhørlige egoisme svæver som en radioaktiv tåge gennem galaksen. Jordens synder er smitsomme.

Men vi har håb. Mars er ikke bare en ny begyndelse. Det er et løfte. Et sted, hvor fremtiden ikke er en fluffy illusion, men en kalkuleret, kærlig plan. Her betaler vi det, fremtiden koster. Kontant.

En tanke til jorden. Om nogen stadig lytter

Jorden, kære gamle planet, jeg tænker på dig. Selv nu, hvor jeg svæver mellem dimensioner og taler med universets ældste væsener, kan jeg ikke glemme, hvordan det begyndte. Din blå kugle, der én gang var så fuld af liv og drømme. Og illusioner. Hvis nogen stadig er dernede, så værn om det, I har tilbage. Tag beslutningen nu. Plant frøene til strategier, der varer længere end 1,8 år. Skab en fremtid, hvor vækst ikke er et mål i sig selv, men middel til noget langt større. Fremtiden griner af jeres ad hoc-løsninger og universet har allerede glemt jeres gamle undskyldninger og slang. Gør det bedre. Eller kom herud, hvor vi bygger stjerner, reparerer galakser og deler evigheden. Julen handler stadig om at finde håb midt i mørket, uanset om du fejrer den på Jorden, Mars eller en exoplanet i Andromeda. Den handler om de næste generationer, også selvom de skulle have tentakler og kommunikere via telepati. Det er en tid til at mindes, at vi ikke blot lever for os selv, men for ’det større os’. 

Jeg ser frem til mine nye eventyr. Til at leve i en verden, eller en galakse, hvor håb er mere end blot et ord. Og hvem ved? Måske, når Jordens folk en dag vågner fra deres ad hoc-døs, vil vi mødes igen.
Indtil da: Fred være med eder. Universelt. Jeg er borte. Men aldrig helt væk.
Firstmove Fornever. Eller Foralways